
Guacamole
Guacamole er en velsmagende mexicansk dip, der er en stor favorit her i huset. Vi elsker guacamole til alle former for mexicansk mad, uanset om det er nachos, quesadillas eller taquitos. Guacamole er dog også perfekt til burgere, sandwichs eller som dip til grøntsagsstave.
Der findes utallige opskrifter på guacamole, og de fleste hævder at være opskrifter på ægte mexicansk guacamole. De ingredienser der kendetegner den originale opskrift er avocado, løg, tomat, lime og salt. Nogle opskrifter indeholder også hvidløg, koriander og tilmed jalapeno.
I Mexico er guacamolen ret grov i konsistensen, avocadoen er typisk most med en gaffel, mens tomat og løg er fint hakket med en kniv. For en mere cremet guacamole kan du anvende en mini-hakker eller foodprocessor, og tilsættes der creme fraiche bliver den lækre dip mere mild i smagen og ultimativt cremet. Tilsat creme fraiche kaldes guacamolen også for avocadocreme.
Med andre ord, opskriften på guacamole kan varieres i det uendelige og tilpasses smag og behag.
Mange spørger om guacamole er sundt. Det er det bestemt, da hovedingrediensen avocado er rig på flerumættede fedtstoffer, kalium samt A-, B-, C- og E-vitamin.
Nem opskrift på guacamole (4 pers.)
-
- 2 avocado, most med gaffel
- 1 lille rødløg, fint hakket
- 1 tomat, uden indmad, fint hakket
- 1 fed hvidløg, presset
- 1 lime, saften
- Salt og friskkværnet peber
Sådan laver du guacamole
-
- Avocadoen halveres på langs, stenen fjernes, og frugtkødet lægges i en skål. Mos det med en gaffel.
- Hak rødløg og tomat så fint du kan med en kniv, og pres hvidløget.
- Tilsæt de hakkede grøntsager og limesaften til den moste avocado, og rør det godt sammen.
- Smag til med salt og friskkværnet peber.
Tips til guacamole
Hvis du ønsker en mere cremet guacamole, så kan den blendes i en mini-hakker eller foodprocessor. Det kan mine børn bedste lide, og de kan også godt lide 2 spsk. creme fraiche i guacamolen, så den bliver mild i smagen.
Er I glade for koriander, så tilsæt endelig en håndfuld friskhakket koriander til blandingen. Vil du gerne have en mere spicy guacamole, så tilsæt lidt finthakket jalapeno.